Gult

Jeg arbejder på nogle digte, som skal have lige præcis den her farve, smukt og svigefuldt skal det være:

Kunstquiz

Og den er faktisk rigtig god, DR K's Kunstquiz, hvor Bente Scavenius er så ivrig, men også så skarp: Ding! Fascinerende med en så faktuel billedhjerne. (Andenpladsen er selvfølgelig Martin Bigums). Gense den her.

Der er vel øjne nok

Jeg har lige genset noget Kunstquiz fra DR K, og så slog det mig bare, at man snakker en del om "tilskuere" og "publikum", når det handler om Olafur Eliasson. Og hvorfor egentlig det? Selvfølgelig er det noget med, at man blabla selv er en del af værket, men er det mon ikke også bare, fordi der er så pæn en portion af dem, altså tilskuerne? Som om at andre værker ikke har nogen øjne på sig, og nu får jeg en ide til en happening: Vi samler så mange tusinde som muligt til at stå, ligge, sidde - med salige smil og brændende øjne - foran en lille Lundstrøm på SMK. 

Endnu mere slør fra Gerhard Richter

Jeg fandt det her Gerhard Richter-billede på en side, der hedder noget med "ghost", hvilket er passende nok. Billedets egen titel er jeg dog usikker på, men her kommer det:

Jeg kunne godt forestille mig, at Richters slør ville gå virkelig stærkt i spænd med Tranströmers krystalklare registreringer. 

Urskive

Her er en meget fin urskive, som jeg faldt over i Lokalavisen Nordsjælland. Den stammer fra Skt. Olai Kirke, og nu er det åbenbart tid til restaurering, selvom den ser fin ud, forfra:

Og bagfra: 

På bagsiden kan man så se, hvornår den sidst er blevet renoveret og den slags, samt viserhullet.  

Tomas Tranströmers smukke metode

Endnu en linje fra den nye Rosinante-bog, Samlede Tranströmer, denne gang fra digtet Ildskrift, på dansk ved Peter Nielsen:


"Vi smugmalkede kosmos og overlevede."


Ildskriftlinjen stammer fra samlingen Det vilde torv fra 1983, og den titel må da siges at være knastørt underspil på den rigtig gode måde. Han kan altså noget, når det handler om at holde igen: smugmalkning.

Bruun Rasmussen og røv og nøgler

Jeg fik hverken det ene eller det andet nummer, som jeg havde budt på hos Bruun Rasmussen. Det ene blev overbudt et godt stykke tid før hammerslag, mens det andet smuttede lige på målstregen. Bøgerne er smukke uanset hvad - de skal nok gøre gavn i nogle andre systemer end mit (skriver jeg nok så storsindet og verdenskærlig, fordi jeg slet ikke er bitter, OVERHOVEDET!).

Åbne/lukke

Tekster er mærkelige, især dem, man selv fifler med. De åbner og lukker sig, som det passer dem, det første er fantastisk, det sidste er frustrerende. Øjnene glider bare tamt hen over papiret, de preller af på ordene eller omvendt. Så kan man vist ikke gøre meget andet end at vente og vente, og så forsigtigt vende tilbage, vente lidt mere, og pludselig er der adgang igen. Det kan så til gengæld være godt: Dels fordi teksten nu lyser op og giver dig et skulderklap (hvis det altså er en fin tekst), dels fordi du kan komme videre med dit arbejde.   

Tomas Tranströmer

Den er vild nok, Samlede Tranströmer, som jeg lige har hentet for et par dage siden. Her kommer et klip fra Svenske huse, ensomt beliggende, på dansk ved Peter Nielsen: 


"Et virvar af sorte graner
 og rygende månestråler.
 Her ligger gården sænket
 og den synes uden liv.


 Indtil morgenduggen risler
 og en olding åbner
 - med rystende hånd -
 vinduet og lukker en ugle ud. 


 Og i et andet verdenshjørne
 står nybygningen og damper
 med lagenvaskens sommerfugl
 flagrende ved hjørnet


 midt i en døende skov
 hvor formuldningen læser
 gennem briller af saft
 barkbillernes protokol."


Det er imponerende, at man kan være så rolig og alligevel så vild: Nogle af de her billeder burde få ham til at ryste på hånden. Og bemærk i øvrigt den knastørre titel, som ikke just gør tingene mindre foruroligende. 

Poesi B

B er næsten lige så smal som A: 

 

Teksten om katten er hel

Her kommer sidste bid af teksten, sammen med resten:  

 Kat røbes

 Ben, overraskende striber, knurren.

 Honningvenlig, en støtte for arbejds-

 liv ved hylder og havefarm. Mild ha-

 le, med beroligelse, en ven. Dersom

 de skulle have den, dens interesse,

 er jeg ikke sen med bortgivelse, det

 bliver deres store foræring, fra mig.

 Kom med afhentningen, ved Udha-

 ven. Deres Giver (ophæng, d.d.)

Aidt manglede

Hov. Naja Marie Aidt var smuttet væk fra reolen, men nu er hun med igen. Her kommer så, meget passende, et digt fra hendes Poesibog (2008), Natten til mandag hedder det: 


"Det er de her ord:
 sky, moppe, sukker, røv.
 Sådan drømte jeg. 
 Det var et mareridt
 og det var 
 inciterende.
 Brokkasse.
 En sort bog.
 Synd på synd.
 Og så ud og shoppe.
 Alt sammen meget rastløst
 og fortvivlet."


Det mister lidt fart til sidst, men det er nu stadig godt, og bogen er på plads igen. 

Samlede digte

Der er tit noget lidt trist over "Samlede digte". Hvad skyldes det? 

• Det evindelige forfatterbillede på forsiden? 

• Den sommetider lidt for hårde ryg? 

• Følelsen af, at man sidder med noget uoriginalt i hænderne?

• Standardiseringen/ensretningen af teksterne (skrifttype, opsætning m.m.)?  

• Det, at der simpelthen er for mange digte på en gang (måske drukner de, måske gør jeg)? 

Der er selvfølgelig også mange undtagelser, men alligevel. Samlede Tranströmer kommer med posten i morgen, og jeg kan i hvert fald se, at den første forhindring er væk til fordel for en masse grønt og et træ. Tak, indtil videre.

Næstsidste post med katten

Dersom de skulle have den, 

dens interesse, er jeg ikke 

sen med bortgivelse, det bliver 

deres store foræring, fra mig. 

Poesi A

Det er en lille forsamling, der står på min reol under "A"-lyrikere:  

Og hvor er det egentlig surt med en så folkelig udgave - tænk, at han sagde god for den.

Diktonius så også dobbelt på stjernerne

Så faldt jeg over denne her stump, i en Brostrøm-anmeldelse af den nye Diktoniusbog: 

"Var det dikt jag skrev?
  Jag tyckte jag exploderade
  och slungade min järnsplint
  i världen."

Det stammer fra Hårda sånger (1922), og det minder jo faktisk en hel del om Laugesens dobbelthed i DRENG: Hos Laugesen er det poesi/stenkast, hos Diktonius er det poesi/granateksplosion.

Hvis jeg havde fået købt den nye udgivelse med Christian Graugaards oversættelser, så ville jeg have citeret det på dansk, men det må altså vente.

Ét ud af 29 DIGTE

Det her lillebitte digt slår så mange andre digte:

"DRENG 

 Han søger et sprog

 så højt som et træ.

 Han baldrer lamper 

 med sten fra vejen. 

 Han vil se stjerner." 

Peter Laugesen har skrevet det, til samlingen 29 DIGTE, og det er en af de tekster, der bliver siddende. Jeg læste det første gang, for måske 15 år siden, det var et smukt og stærkt digt, og det er det stadigvæk.

Fem linjer, fem stavelser i hver af dem, fem bogstaver i titlen: D-R-E-N-G. Der er altså system i det, i formen, og en ro. Men også en hektisk energi, på billedsiden. Drengen er jo ikke nogen buddhist, men en fin digter uden sprog, eller i hvert fald uden et sprog, der kan nå højt nok op. Det kan stenene så heller ikke, men de når et stykke, og målet er vel det samme: Stjerner er nok gode at kigge på uanset hvad.  

Bøger kan også sløres

Igen Richter, her med Cell fra 1988 (MoMA):

Det er en bogreol, eller et udsnit af den, måske er den fyldt med revolution (Cell). Tjek også forlægget: 

Mere slør fra Richter

Her er endnu et meget smukt og sløret billede, fra Gerhard Richter: 

Det er Confrontation 1 fra 1988, og det hænger vist på MoMA.

Træ

Det her hus er ikke så nemt at bebo, men det er massivt. Smukt nok, og med en god følelse. Sou Fujimoto Architects står bag Final Wooden House, som du kan gå ind i eller blot banke lidt på, hvis du kommer forbi. Det er store planker: 

Det står på Louisiana/LIVING.

Pop-up

Det er langt fra Kirkebys filttelt i den forrige post, men meget sjovt: Tryk på en knap og flyt helt ind:

Adam Kalkin, Push Botton House, 2005, udstillet på Louisiana/LIVING

Kirkebys bo

Jeg synes, det her billede ligger dejligt langt væk fra de tunge, grumsede gentagelser, meget charmerende:

Det hænger på Louisiana, og det første, jeg tænkte på, var selvfølgelig et bo i naturen, en organisk boform, der har fået en hjælpende hånd. 

Slør

Jeg har fået et eller andet med slørede billeder, pludselig er der så mange af dem. Først Tonje Alice Madsens på Kunstakademiets Afgangsudstilling 2011, derefter Gerhard Richters og Al Taylors, på Louisiana, her er det Richter: 

Og her Al Taylor, som nu er blevet ekstra sløret på grund af genspejlinger:

Især det første er meget gådefuldt og uhyggeligt. Det er, som om der ligger en spøgelsesagtig film hen over det - der er gang i nogle lag. Hvis sløret i Richters billede skulle matches af noget lyrik, så ville det måske være de gamle modernisters dunkelhed? Men hvad så med Al Taylors? Og Tonje Alice Madsens? Især det sidste kunne få et rigtig smukt svar i en tekst. Men hvordan ville det se ud? Det er svært at forestille sig en tilsvarende fin grynethed. 

Den fjerde

I denne post kom teksten om katten i gang. Efterfølgende har jeg løbende fyldt linjer på - her kommer den fjerde:

Mild hale, med beroligelse, en ven.

Jeg fik ikke set måneformørkelsen

"Jag går på sol, jag står på sol,
 jag vet av ingenting annat än sol."


Fra Edith Södergran, Triumf att finnas till i Septemberlyran (1918), trykt i Samlade dikter, W&W, 1999

Paul Éluard

Paul Éluards digte kan være meget ømme, og meget ligetil. Surrealist, ja, men alligevel ofte temmelig konkret og enkel i sin poesi:


"Sol på ryggen, sol på maven,
 Hovedet stort og ubevægeligt
              Som en kanon,
              Grisen arbejder"


Det er et fint digt fra 1920, her oversat af Manni Crone og Paardekooper i Dyrene og deres mennesker, menneskene og deres dyr (Bebop, 2003).

Georg Trakls pande

Georg Trakl (1887-1914) har et eller andet med pander, det dukker op gang på gang. Her:


"Vældig er den hærgede Haves Tavshed
 Hvor den unge Novice bekranser sin Pande
          med brune Blade,
 Hans Åndedrag drikker af Guldets Is.


(...)


 Vanviddets Trapper i sorte Sale,
 De gamle Skygger under den åbne Dør,
 Hvor Helians Sjæl betragter sig selv i et
           rosenrødt Spejl
 Og Sne og Udslæt falder fra hans Pande." 


Og her: 


"Vandets mørke Tydning: Pande i Nattens 
             Mund."


Og her: 


"Over den sprængte Pande har Natten spændt sig
 Med stille Stjerner."


Og her: 


"Over vore Grave
 Bøjer sig Nattens knuste Pande."


Jeg er ikke helt klar over, hvad fascinationen handler om, men den er i hvert fald intens, og god.


Fra Helian, Ved et gammelt Vand, Nattegilde og Undergang, oversat af Ivan Malinovski i Glemmebogen, Borgen (1962), 2. udg. 1963

Rødt

Det her er i øvrigt også et fint cover, lavet af Morten Schelde. Det er baseret på hans værk Abenland #2 fra 2001, og det huser Palle Sigsgaards gode digte. Man kan folde det ud:

Og faktisk kan man også se det i grønt.

Man kan mærke de lange sætninger

Nogle af de lange sætninger kan noget helt specielt. De bliver bygget op og op, brækket af, og videre igen, næste led og næste. Han trækker dem et ekstra stykke, eller også gør hun - man har næsten sluppet det udgangspunkt, som man skal tilbage til, gennem det sidste led. Imens svæver man lidt, godt eller skidt. 

Det er nemlig her, den hårfine balance er: Hvor langt kan man tage den, sætningen, hvor mange omveje kan den klare, hvor meget kan den spændes op, uden at dø? En del, i nogle tilfælde. Sådan en sætning er nemlig en fin vippe, enten ryger man, eller også bliver man stående, fra side til side, med et lille fysisk sug. Det sidste skyldes, at teksten får en drillende urenhed, rytmen skurrer, og det føles rart, den gør noget lidt forbudt. En slags poetisk suspence; jeg vil godt tirres. 

Alt det kom jeg til at tænke på, igen, da jeg læste Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl og derefter hans Hjemfalden. Her er to små eksempler på den gode vippe: 

"Folk er begyndt at dø 

                     og her på kontoret

 der lyser som et rumskib i skumringen

 er ting der virker som om de lige er sket

 pludselig lang tid siden." 

"Men ikke ét af de vers, min far sang for mig,

 så alle konger gik frem på rad,

 så lidt som den ømhed, der vækkede sjælen,

 når en hånd gled ned ad nakken, fortæres,

 men flammer selv op som en højtid"

Øverst: Søren Ulrik Thomsen, Rystet spejl, Gyldendal, 2011

Nederst: Søren Ulrik Thomsen, Hjemfalden, Vindrose, 1991, 2. udg. 1998.    

Giftigt

Jeg har lige genlæst noget Inger Christensen, og det er lidt for godt, lidt for musikalsk i forhold til mine planer. I hvert fald har der sneget sig en eller anden forstyrrende syngen ind i min tekst, og den skal ikke være der, uanset om den så fungerer eller ej. Derfor har jeg dels åbnet en side med knastør fakta som modgift, dels citeret en bid af Alfabet, så smitten kan gå videre til en anden tekst, din: 

"duerne findes; drømmerne, dukkerne

 dræberne findes; duerne, duerne;

 dis, dioxin og dagene; dagene

 findes; dagene døden; og digtene

 findes; digtene, dagene, døden

 efteråret findes; eftersmagen og eftertanken

 findes; og enrummet findes; englene,

 enkerne og elsdyret findes; enkelthederne

 findes, erindringen, erindringens lys;

 og efterlyset findes, egetræet og elmetræet

 findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden

 findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,

 og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden"

Inger Christensen, Alfabet, 1981, citeret fra Samlede digte, Gyldendal, 1998

Striberne

Striberne i sidehovedet stammer fra et møbel i stuen, et godt møbel. Men det irriterer mig, at de går lidt for smart igennem e'ernes vandrette linjer - bogstaverne skal nok til højre, men hvordan? Indtil videre bliver de altså stående. 

Katten går videre

Så er det tredje etape for teksten om katten, men ikke den sidste, der kommer endnu et par linjer. Først disse:


Honningvenlig, en støtte for arbejds-
liv ved hylder og havefarm. 

Afgang 2011

I dag var der fernisering i Nikolaj Kunsthal, det var Kunstakademiets afgangsudstilling, 36 navne var med, to af dem skilte sig bedst ud. 

Der var proppet i hallen, derfor dette lidt vaklende foto af Tonje Alice Madsens meget, meget fine spøgelsesværk. Det var så roligt og kontrolleret, man blev suget lidt ind. 

En længere serie med "vandbilleder" var begået af Laura Vosyliute Nielsen, se en bid af det i en noget mere fair afbildning her. De er gode hver for sig, men helheden, på rad og række, er endnu bedre. Der hang de, meget lette, som en sagde, og selvsikre. 

Stum Baselitz

Billederne i den forrige blogpost var faktisk ikke de bedste, men titlerne er fine, især sammen: The Poet og (The?) Bandit. De her tre er bedre, men til gengæld har jeg glemt, hvad de hed.

Poet og bandit

Der kører en udstilling af Baselitz på Kunstforeningen GL STRAND, Baselitz Re-Mixed. Og ja, som titlen siger, har han genmalet værker og motiver, både egne og andres, her er en poet og en bandit. Hvem er hvem?

Luk dem

Det hele skal ikke altid være så skide skægt. Paul Celan læser højt, luk øjnene og drøm stort og sort. 

Første linje

Den anden dag blev inspirationskatten bragt i spil. Som sagt: Jeg går og brygger på en lille tekst om den, og indtil videre er det kun titlen, der er blevet postet, men her er next step, første linje:


Ben, overraskende striber, knurren. 


Det lyder måske som noget ævl, men bare vent og se - det giver faktisk god mening i sammenhængen. 

Næsten fjer

De ligner fjer, bladene fra den klematis, som snor sig mest. 

Snebjørn

Her er en snebjørn, som jeg lavede for et stykke tid siden. Der er noget sprog på spil, se fx boldene, eller hvad det nu er.

Stave, kuber, træer, pomponer

Udstillingen hed "vrang", det var Maya Peitersen, der havde skabt den, og den var fuld af stave, kuber, træer og pomponer. Materialerne var tight organiseret, som en slags afstøbninger af immaterielle rum. Det var godt, rigtig godt. Se selv.

(kunstneren er i øvrigt min søster)

Ark med thumbnails

Troels II Munk (f. 44) debuterer i Hvedekorn 2/2011, og det gør han virkelig godt, det er nogle super fine "ark", han har begået. Den titel, som digtene samler sig under, er FORHOLDSORD, fordi det er dem, han tager fat i, de er digtenes små, kølige urværker. Og efter titlen har han anbragt en lille genistreg af en "genrebetegnelse" - [thumbnails]. Det er sgu godt set, for med det ord i baghovedet får de et løft, der gør dem præcis lige så sprøde, som de skal være. Her er et, klippet ud fra arket:


Bag 
bondegrin bag 
græstedøl iskolde
bagtanker rødmehede
af 
løgn

Jeg falder dig om halsen

Den anden dag sagde min kæreste: Jeg falder dig om halsen. Og det gjorde hun så. Folk gør det ofte, men siger det sjældent. Jeg synes, det lød så godt, det var fint og teatralsk, og linjen var lige til at snuppe. 

Tre gode poesicovers

Det er langt fra alle digte, som bor lige fint, men her er altså tre eksempler på det modsatte. Credits for det første cover går til Bjørn Nørgaard (omslagsillustration) og Anne Houe (layout), mens Anne Marie Ploug har stået for det sidste. Skaberen af Moestrups æbleomslag står hen i det uvisse, der er ikke rigtig noget info at støve op her. Byd ind.

En kat i første post

Den her blog skal handle om poesi plus det løse, bl.a. en fin kat. Katten har netop været på besøg, men nu er den gået igen, heldigvis inspirerede den til en tekst. Det er en god kat, og det bliver også en god tekst, titlen er allerede på plads: Kat røbes