Louise, du skrev følgende kommentar til det her digt, med marcipanbrødet:
Nu bliver det jo helt erotisk - spændende!!!
Dertil svarede jeg:
En slags margen-erotik a la Aarestrup, måske. Det er ikke tænkt metaforisk!
Så svarede du:
Jeg driller bare. Det er fordi jeg forestiller mig, at du lige nu skriver digte, som du faktisk synes er grænseoverskridende at skrive, pga deres tilsyneladende (bemærk: tilsyneladende) banalitet. Og at ikke-ironisk erotik måske ville være en endnu hårdere grænse at overskride? Jeg ved det ikke, og det er (sværger, lover, amar' og kryds) ikke et forsøg på at voldtage dit lille digt med en analyse ala niende klasses afganseksamen. Undskyld!
Nu bliver det jo helt erotisk - spændende!!!
Dertil svarede jeg:
En slags margen-erotik a la Aarestrup, måske. Det er ikke tænkt metaforisk!
Så svarede du:
Jeg driller bare. Det er fordi jeg forestiller mig, at du lige nu skriver digte, som du faktisk synes er grænseoverskridende at skrive, pga deres tilsyneladende (bemærk: tilsyneladende) banalitet. Og at ikke-ironisk erotik måske ville være en endnu hårdere grænse at overskride? Jeg ved det ikke, og det er (sværger, lover, amar' og kryds) ikke et forsøg på at voldtage dit lille digt med en analyse ala niende klasses afganseksamen. Undskyld!
Herefter skrev jeg så til dig for at spørge, om jeg måtte lave en blogpost ud af det (hvilket du sagde ja til). Og det spurgte jeg om, fordi din kommentar prikker til noget vigtigt selvfølgelig, og der er slet ikke noget at undskylde! Her kommer det så:
Jeg er en voksen mand på 36 år, og så sidder jeg og skriver om marcipanbrød og tandbørstekæresteri. Er manden fuldstændig idiot? Nej. Jeg har jo to sider, som man kan se på bloggen. En, der er miniaturedyrkende og ofte sjov, og så en, der er noget andet, mere kantet og klassisk poetisk. Det har jeg mit hyr med, men jeg er også vildt glad for begge sider. Måske forsvinder den ene på et tidspunkt, men det tror jeg nu ikke. Og begge dele forvandler sig konstant, jeg er godt skudt af sted.
Klart, at det er grænseoverskridende at skrive de meget naivistiske og blåøjede ting, ikke mindst som mand. Jeg udstiller jo mig selv på en måde. Det tror jeg er fint. Jeg ved ikke, om de erotiske ting er mere grænseoverskridende, jeg har da skrevet nogle stykker, også til bloggen. Jo, de var også grænseoverskridende, men her har man i det mindste mandigheden i behold.
Jeg følger jo det, jeg står op til, eller hvad man nu skal sige. Altså den ene dag åbner der sig måske et spor fra den ene side, og det kan så ændre sig næste dag. Der kan også følge noget vrængen med, samme dag. Netop fordi det er grænseoverskridende, men måske også, fordi jeg er bange for at blive fanget i en eller anden bestemt rolle. Nogle gange tænker jeg også, at der ikke er så meget på spil, og det er der heller ikke altid. Men lige præcis med de her små love birds, er der altså en del. Præcis som du siger.
Nå, nok snak, nu vil jeg skrive endnu et uskyldsrent minidigt, tror jeg. Eller et hårdt måske. Hold meget gerne kommentarfeltet busy, Louise. Det sætter jeg pris på, som du ved, og det er godt nok, at jeg får tænkt lidt over stort og småt. Det gælder også jer andre: Blogposterne er ikke nogle små montre med digte i. I må godt snakke dem til, de snakker jo også til jer.
