Sol 5

Jeg er vendt tilbage til
den lysende, råhvide mayonnaise,
i den karakteristiske okkerfarvede tube;
det er den jeg klemmer på og
bevæger, halvt trænet,
hen over rugbrødsskiven
med smørret, med spegepølsen –
der er så virkelig. Hvordan?
Det er den skrappe duft der
ikke prøver at gøre sig til,
smagen der er interessant
på en lidt voldsom måde,
og før det: Den blødhed,
der afsløres, og som
næsten får mig til at smile,
når jeg lader kniven glide
igennem; den er meget, meget
spændende at skære.

//

På vej ned i byen så jeg
en fri kanin, kaninen så også mig.
Den var så vagtsom, den
spænding, der næsten holdt
den fast for derefter at flytte den i ryk.
Var det noget lignende jeg
mærkede da jeg var ude at køre?

Jeg købte små kartofler,
hakket grisesmåkød, hakket
oksekød, æg, en halv liter sødmælk, to plader
chokolade og et glas rødkål fra Beauvais.
Særligt glasset med rødkål gjorde mig
glad: Hvad kan det give mig?
En følelse af at tage del i noget,
at være med i et mærke?

//

Kaninen giver mig mulighed
for at skrive noget om mine
tænder i forhold til maden.
Dem har jeg ventet på at få i spil.

Har tænderne det godt med spegepølsen?

De forholder sig nærmest
undrende, jeg får lyst til
at skrive at de ”parkeres”,
det er en spændende følelse
for dem.

//

Farsen er rørt sammen i
en af de sorte skåle, den står
og venter i køleskabet, men
jeg ved ikke om det går som det
plejer. Det undrer mig: At jeg ikke
kan få mere smag frem i frikadellerne,
det er som om de ikke rigtig kommer
til live.

//

Jeg skal snart gense endnu 

et afsnit af Felix og vagabonden,
og denne gang har serien åbnet
sig for mig på en ny måde.

Det handler om ”det almindelige”
som han dyrker helt anderledes
end hvad jeg ellers har oplevet.

Han synes det er godt at en kvinde,
i Teatergarderoben, har klædt sig
ud som viking, og han tager selv
en stor paryk på og glæder sig over det.

Han er ikke naiv. Han har
ingen længsel efter at tingene
skal være interessante.

//

Felix løber rundt på en nyslået
mark, og de understreger
legesygen med en mundharmonika.
Det er, også her, som om instrumentet bliver trukket
tilbage til første gang en fik en
mundharmonika mod læberne:
Overraskelsen over at den
kan skabe billeder, scener,
af noget løssluppent og meget
landligt. Er det rimeligt at bruge
mundharmonikaen på den måde?

APROPOS:

I går hørte jeg et nummer
som bliver ved med at tale til mig.
Det er virkelig ringe, men det
kan åbenbart også noget. Måske
lidt som da Ace of Base ramte mig,
på det værst tænkelige tidspunkt.
Jeg havde så travlt med at længes
efter noget andet, noget dybt,
noget der kunne ødelægge mig
på en smuk måde. Det nummer
gjorde alt andet end det. 

//

Digte der ikke
har dét
som deres
største ønske
at høre
mundharmonikaen
spillet helt ud,
helt fremmed:

Ud med dem.

Digte der ikke
sommetider glemmer
deres mindreværkskomplekser
så de tror de viser vej
i den nye verden:

Ud med dem.

Digte der ikke er opsatte på
at sparke alt det gamle lort,
som de balancerer på,
væk:

Ud med dem.

Digte der ikke
under sig selv et par flotte ar:

Ud med dem.

Digte der ikke tror
på det gode i verden,
og at de kan fritlægge det
og dyrke det og få det til at vokse
som tusind tønder land
med smørblomster:

Ud med dem.

//

Hvad med digte der ikke vil bringe en linje fra det billige musiknummer ind i sig, via digtets antennelæber?

Jeg har forståelse for det.

Kan digtets antennelæber opfange og videregive, om frikadellerne blev gode eller dårlige? 

Det blev de bedste frikadeller længe. 

Dog virkede de lidt understegte. 

Nu er der noget uro omkring det.