Drapa

For nylig læste jeg Gerdur Kristnys fine langdigt Drapa. Det sender en sær og uselvisk følelse af sted, lidt som det givet er at blive kildet af en mærkværdig vinge. Jeget er underligt og åbent og tilhører djævelen, som sanser og agerer, og bogens du er den virkelige kvinde, der blev dræbt af sin kæreste, og som bogen nu er tilegnet. Det er en smuk gestus med denne handling, hvor verden vendes på hovedet via drapa-formen, der ikke bruges til at hylde konger, som ingenting kan, men til at give et anonymt menneske et fint mindesmærke. Verden bliver lidt mere retfærdig af dette lange digt, det er man ikke i tvivl om. Hele digtet, oversat af Erik Skyum-Nielsen, kan høres læst op her.