Note på rimene

Rimene til Hammershøi kunne jeg godt lide, mere end dem til Manet. Som om de sidste har travlt med at se kloge ud, som om de er lidt for rene i det. Måske fordi de mangler den der vrængen, leden ved det hele - skabelonerne, lydene - side om side med glæden: en uklar, bølgende bevægelse mellem gåsehud og myrekryb, hvor noget står og skinner, hvilket man samtidig er nødt til at have det akavet med. Rimet som en lille sten, der er både mere falsk og mere ægte end så meget andet, en blandet fornøjelse.