25.07.2018

Ferienoter 3

I går
lettede
tingene
som
et fly
der slipper
jorden
på en
omsorgsfuld
måde.

)(

Jeg var i vandet fem gange,
lå meget på terrassen, et smut ind
til byen hvor jeg købte frugt og grønt,
friskrørt fiskefars, to kager.

)(

I dag:

Øjnene er tunge,
nakken er spændt. Men

”Intet er blødere ®” står der på
den næsten tomme flaske med
skyllemiddel på badeværelset.
Sikke et USP. Det lille, tomme spil.
”Hæng Dem i Randers Reb”.
Man er nødt til at satse noget,
man er nødt til at tage livet seriøst.

)(

"Lykken er at stå op om
morgenen, løbe en tur
og bade i havet", siger 
manden i havet til kvinden.

At glide ubesværet gennem tilværelsen
som remoncen glider gennem sprøjteposen.

Held og lykke med det.

)(

Gid at solen
snart vil strømme
ind i digtene,
de skal være fede
og levende
som humlebier,
humlebierne i
hybenbuskene.
Det er stadig sommer. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar