13.12.2016

Praktisk "sats"-spørgsmål: adskillelse af digte

Hep. Jeg sidder her i skæret af 10.000 lux og nørkler manus og har brug for at adskille digtene på en måde, der er til at leve med. Nogle af dem fortsætter over flere sider, og det giver ikke altid helt sig selv, hvor det ene stopper, og det andet begynder. Derfor har jeg brug for at markere start-stop, uanset hvor irriterende det er. 

Så vidt jeg kan se, findes der tre klassiske muligheder:

1. Digtene, der breder sig over mere end en side, sættes et hak højere på den efterfølgende side, dvs. med mindre topmargin.  

2. Digtenes begyndelsesbogstaver markeres med fed, dvs. "Livet er trist", som et, trods alt, mere underspillet alternativ til det typografiske initial, fx dette pragteksemplar, der kæler med mine øjne, som en munter gademusikant, der går til den på harmonikaen, kæler med mine ører:



3. 
Digtenes afslutning markeres med et tegn, typisk asterisk (*) placeret under den sidste linje.

Den første løsning kan være god nok i bogform, selvom den driller mig lidt, når jeg først begynder at tænke over det, men når man bruger den på det rædselsfulde A4-papir, i manuskriptform, ser det ud som en fejl. Derfor forvirrer det mere, end det gavner, tror jeg.

Den anden løsning virker meget gammeldags, nærmest som om man er idiot og sidder og drømmer om at blive læderindbundet til lyden af Poul Reumerts flittige stemme (hvis jeg fortsat har det lige så akavet med livet og alt, hvad jeg har skrevet, når jeg runder 80, må I være søde at skillinge sammen til netop sådan en fornemt indbundet udgave af alle mine sager, og husk for Guds skyld Romkuglehæftet samt et grædende våbenskjold på titelbladet). 

Den tredje løsning er nok den bedste, men den irriterer mig stadig lidt, fordi det virker for stift, når det er et neutralt tegn, og omvendt for kækt, når det ikke er et neutralt tegn. Begge dele er meningsforstyrrende. What to do.  

Jeg glemte at sige, at digtene er uden titler, men det er I vel med på, ellers havde det jo ikke været et problem (de bliver i øvrigt gode). Og ja, jeg har selvfølgelig allerede prøvet at kigge på reolen, men mistede pusten, uden held. Kom gerne med en åbenbaring, der kan skille dem ad som den delepind, man lægger op på kassebåndet mellem den foranstående kundes hindbærroulade og sit helt eget toiletpapir. Eller den fine, umærkelige væg, der findes mellem den ene drøm og den anden.

2 kommentarer:

  1. Hvad med ekstra linjeoverspring? Eller begynder hvert digt på en ny side, så fungerer det selvfølgelig ikke. Jeg sidder lidt med det samme, vil helst fjerne titlerne fra en serie digte, men kan ikke finde et godt alternativ.
    Og tak for linket til Gerdur på DR, hun kommer til OL17 til marts, så fint at høre hendes stemme og digt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Cindy! Ja, digtene starter på ny side, så det fungerer ikke. Der må findes en god løsning. Jeg vender tilbage, hvis jeg kommer på noget. Og fedt, at hun kommer til Odense! Det vil jeg prøve at komme over til.

      Slet