12.07.2018

Døsigt

Det er nemt
at forelske sig
i Rose Ekens
glaserede
minder men

hvor

skal jeg gøre af den på én gang
dybtfølte og flygtige
kærlighed

jeg nærer for Christina Tosis mælkede
drømme når jeg aldrig kommer til
at opleve originalerne

på grund af min angst for at flyve
eller bare være til? 


Jeg 
har 
ikke 
set 
skyggen 
af den 
citronskål 
en ven 
har lovet 
mig

og er lige ved at græde når
jeg tænker på min kridhvide T-shirt
med de to slikkepinde på kryds over hjertet,
så inderligt glat og vigtigere

end James Rosenquists White Frosting
fra det årti hvor jeg altid har vidst at
jeg døde, lykkelig og eksperimenterende,
munden fuld af roser, venerne fulde af guf.

Jeg har så svært ved at
komme i omdrejninger i dag,
is formet som kister der smager
af Cereal Milk, små portaler
for genopstandelse, en softice
så ulykkelig og med samme
bølgende detaljegrad som Ingres’ tekstiler.

Hvordan lukker
man røven på
sit indre blomsterflor?

Nogle gange kan jeg næsten
ikke få sætningerne ud af
munden og ved at det blandt
andet handler om mit blodsukker
og mit spejlbillede. 
Tænk

engang, det eneste andet sted jeg 
føler mig hjemme er i drømmene 
hvor jeg er den naturligt rige og diskrete
kunstsamler der tjekker umærkeligt ud af hoteller,
digte gennemsigtige som champagne? 

Jeg er så døsig, dvæler 
ved Claire Heitzlers smukke 
citrontærte fra Ladurée, 
som om den der går til den
i det søde køkken går igen 
på en virkelig måde, er helt på 
det rene med skønheden.

Sommetider er det til at holde ud

Ingen kommentarer:

Send en kommentar