23.07.2018

Ferienoter 1

Jeg kigger i en lille bog af
Poul Erik Tøjner, Museernes bedste billeder 2,
fordi jeg vil besøge enten Nivågård eller Sorø Kunstmuseum
eller Rudolph Tegners Museum & Statuepark
i Dronningmølle en af dagene. Jeg

rækker ikke ud
efter himlen

og

har
hovedpine
og ondt i nakken igen,
en lille trappe af selvmedlidenhed,

sådan har det været
flere gange om ugen de sidste
to år, hvad kan man gøre? 

Jeg har prøvet

fysioterapeut
massører
akupunktør
kiropraktor
øjenlæge

men det bliver siddende, måske
som en reminder om at jeg skal omgås
virkeligheden varsomt.

Vi

kom hjem fra Tjekkiet i forgårs,

spiste, badede, bowlede, skød med bue og pil, gik ture, kyssede, fløj

(det er omkring syv år siden jeg sidst har siddet 
i et fly men det gik fint nok, jeg tog en halv Propranolol ca. 40 minutter inden, løste krydsord og hørte radiomontager, 
en om en marskandiser, en om problemer med hushjælp). 

Det var dejligt at være af sted sammen 

og jeg tror du har det godt, virker 

afslappet, god energi,

elsker dig. Der

er en uge tilbage af ferien
og jeg vil gerne skrive nogle digte
men det er så ørkesløst, umuligt
at komme i sving igen efter jeg blev færdig
med det nye manuskript, jeg kan ikke
skrue mig op til andet end de her
optegnelser, de er som dårligt 
klaret smør, tilbagelænetheden, 
modenheden, fraværet af energi, 
soldovne postkort der ikke rigtig lykkes 
med at komme i gang, et jeg i en verden. 

I går prøvede jeg at lave noget om
Christina Tosis "poetik", hendes forestillinger
om ikke at dække alle kager til i siderne, en
slags ærlige kager, kagerne bliver næsten
hellige af den åbenhed, og jeg tænker
på Hammershøis maleri af relieffet,
at få noget til at træde væsentligt frem, 
et smukt og oprigtigt ansigt på lattergas: 

'Selvom jeg

elsker overfladerne

af hele mit hjerte

og

kan blive nærmest sneblind

af glasuren

har
jeg
lært at
holde
af
Tosis
tanker
om

at lade nogle kager
stå åbne i siderne

uden at lyset af den grund fosser ud af dem.' 

Ja ja. 

Sådan har jeg altid været, romantisk:
Når jeg betragter noget prøver jeg at finde
frem til den energi der bor i genstanden, eller i
tanken om den eller i sprogliggørelsen af den.
Det 
er den kraft jeg er på jagt efter, den jeg skriver om og på. 

Tingene skal skinne. 

Men

lige nu kan jeg ikke mærke
den i noget som helst,
jeg er så blød og dvask, alle museer
har lukket om mandagen, og
om lidt skal jeg se mændenes finale i Skateboard 
Street, Jagger Eatons kejtede stil, måden han bærer bukserne på, 
Shane O'neels flow, Leticias pandebånd
i baghovedet, hvorfor er det ikke overbesat? Hvis jeg havde været 
i stødet havde jeg høstet manaen og givet dem mindst lige så meget igen
men det er jeg ikke, jeg er ikke i stødet, har det fint. Det 
er det forbandede ved at være en der skriver, 
at man ikke aner om man har sagt det man havde at sige, 
om man skal bruge resten af livet på at tage ind
med et alt for roligt blik. Det vil 
nok være svært. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar