30.07.2018

Ferienoter 5

Det smukkeste
menneske jeg kender
siger at høballerne
i Søren Martinsens store
landskabsmalerier
ligner kager.
Jeg tænkte ikke
på noget sødt
da jeg så dem
men ellers var det
meget den følelse jeg
stod med; at
jeg kunne sætte
tænderne i malerierne
uden af den grund
at være overbevist
om at hjertet bare
bankede derudad. Olie
og akryl. Jeg kan lide dem
og de ville passe godt ind
i mine drømme, men
ofte drømmer jeg
lidt for syntetisk?

)( 


Min første souvenir 
var en negleklipper 
formet som en storebror. 

)( 

Ridderen der ikke skinner
går tur på Solbjerget
og tænker på hvor
svært det må være
at skrive et digt
til en gravsten. Man
ville skulle opgive
sin forfængelighed
være uhyggeligt præcis
også selvom det var
til et menneske der var
kørt over af en mejetærsker.

)(

Niels Holgers
forunderlige rejse
bestod i at svejse
sig selv fast til
kloakristen.
Så er man i gang. 

)(

men hvis jeg skal være ærlig
var mit besøg på Sorø Kunstmuseum
mest drevet frem af deres store samling af dansk kunst
fra firserne. Katastrofe-
turisme. Det
eneste jeg så
var et fedt maleri
af Kehnet Nielsen, fra 2014,
alt var gemt væk i magasinet. Det
var ikke for alvor skuffende,
der var mange gode ting,
en rigtig fin tur.
Jeg sluttede af med
en banal is med to kugler
og flødeskum og syltetøj på toppen. Vi
kørte ikke rigtig galt
men brugte selvfølgelig lidt tid
på hjemvejen. Sådan er det når man
ikke ved hvor man skal gøre af sin bagage. 
Knaldgul westernskjorte med blomster på. 


)(

GLAT SOM
EN RIDDER DER
HAR SVÆRT
VED AT VÆRE I
VERDEN OG
SKIDER KUNSTNERISKE
OVERFØLSOMME
NAVNE UD PÅ
NEGLELAK FOR AT KUNNE
MALKE SKAGEN FOR
STRÅLEGLANS
OG PEACE I ØRKENEN.
SAMME OFFENTLIGE SKIN
SOM EN BÆNK:
"ANNA ANGER".

)(

Den fine, bemalede
kristusfigur af
træ, sådan 
et rart udtryk, 
helt douce 
farver, nogen 
havde gjort sig 
umage med at gøre 
ham rolig. 

)(

UDKAST TIL UDSMYKNING
AF DEN FRIE VERDEN:

Det værste er
ikke små
politikere men
TrygFondens tårer.

)( 

UDKAST TIL UDSMYKNING 
AF DEN FRIE VERDEN 2: 

Gør dit bedste. 

1 kommentar:

  1. "Min første souvenir
    var en negleklipper
    formet som en storebror."

    !!❤️

    SvarSlet