Spørgsmålstegnet

Der er noget skønt ved det her lillebitte spørgsmålstegn, som jeg faldt over på kirkegården. Det driller hjernen ret meget, ikke mindst i konteksten. En krog, som hægter sig på øjnene. Lidt klodset og skævt, off, man får nærmest medlidenhed med det, det er et venligt spørgsmålstegn, kan ikke rigtig gøre for det: Et tegn med store øjne. Er det gravøren (eller hvad det nu kan hedde), som fuckede op? Forregnede han sig med hensyn til pladsen? ”Pyt”. Og hvad med dem, der havde bestilt pladen? Måske var det en befrielse, rart at støde på det midt i sorgen. Spørgsmålet er i øvrigt et citat fra Johannesevangeliet, det er Jesus, der stiller det, der i haven, efter han er blevet forrådt. Det hjælper ikke rigtig på forståelsen at lægge det i munden på ham. Eller også gør det. Versalernes malmrøst virker falsk. Det gør tegnet ikke. Det er usikkert og prøvende, som om det dirrer. Et levende tegn.